Klik på billedet for at læse artiklen fra Familie journal uge 5 2018
Når demens er en del af livet
55-årige Anette Andersen lever med demens, med en mangeårig baggrund som plejer, ved Anette en del om hvilken hjælp kommunen kan tilbyde med hjemmehjælpere og deslige. Anette holder fast ved at hun vil klare sig selv så længe som muligt.
Anette lider af Huntingtons sygdom, som er en arvelig fremadskridende hjernesygdom, der rammer forskelligt fra menneske til menneske. Når sygdommen rammer intellektet, svækkes evnen til at koncentrere sig, huske, planlægge og organisere. Hos mange udvikler det sig til demens ligesom Anette.
Testdeltager ved afprøvning af DoMyDay
Anette har de seneste år deltaget i et kommunalt projekt, hvor man testede velfærdsteknologien DoMyDay. Resultaterne var så gode, at Anette og andre med kognitive funktionsnedsættelser blev bevilget den avancerede og forprogrammerede smartphone.
Demensramt, men ikke hjælpeløs
Via DoMyDay kan Anette klare sig selv, selvom hun fik diagnosen allerede i 2010.
”Min Huntington udvikler sig ujævnt og har delvis været gået i stå de seneste 4 til 5 år,” fortæller Anette og tilføjer, at det er vigtigt, at hun en gang om ugen har besøg af demenskoordinatoren Majken Longhi fra Odense kommune. ”Majken hjælper mig med at holde DoMyDay-kalenderen opdateret med gøremål og aftaler”.
DoMyDay understøtter Anette i at udføre dagens gøremål, hun ellers ikke ville kunne overskue eller huske. Hun tager sit barnebarn med til svømning, husker at lukke alle vinduer når hun går og får taget sin medicin.
Et hjem med gule lapper
Anettes mand Bjarne var tidligere sprøjtemaler, men blev for ca. 10 år siden diagnosticeret hjerneskadet pga. det daværende job. Bjarne arbejder nu på et lager, og sammen klarer ægteparret hverdagens udfordringer.
”Vi er et hjem med mange små gule lapper på væggene,” fortæller Anette og ler. Hun insisterer på at fastholde et aktivt liv på trods af sin sygdom, og hun synes selv, at det lykkedes i stor grad. ”DoMyDay minder mig om, hvad jeg skal gøre, og det har givet mig mere ro i dagligdagen,” slutter Anette samtalen med.